Wor gunst tilforn. Vider eftersom vi forfare, hvorledis bogførrere her udi riget (der udi vort rige Norge) understa dennom at indførre danske bøger, som erre udsat af tyske eller latinne paa danske och erre trøgt uden lands, emod hvis forordning och forbud, som udi vor kierre her faders tid derom er udganget, hvilket allenniste sker formiddelst bogførrernis gierighed skyld, at de dermed søge deris profit och fordel, och icke achtes, hvad villfarelse och irringe dermed kand indføris och udspredis eblandt almuen, som bøger kunde hende at lese, och der til med findis samme bøger paa adskillige steder vrangeligen at verre trøgt och dansken formørket, saa at den neppeligen kand forstais, da bede vi eder och ville, at i beskeder for eder, at bogfører saa mange, som handle med bøger (her udi vor kiøbsted Kiøbenhafn och eders jurisdiction erre undergifven) udi eders bye, och alfvorligen forholder dennom, at de vid

deris ed med opragte fingre bepligter dennom, at de aldelis ingen bøger, enten de, som af nye udgiørris eller och af tydske och latinne paa danske udsettis och blifve trøgt uden lands och igen achte at selge, skulle indførre her (der) udi riget, paa det at icke nogen irring eller vildfarelse skulle indføris eller udspredis eblant almuen, som bøger hender at lese. Saa frampt nogen dennom heremod tilfordrister sig udi saa maade slige bøger at indførre, at i da dennom derforre tiltaller och straffer som meneder, och derhos skulle de hafve forbrut hvis bøger, de hafve med at farre. Dersom och nogen dennom hafver slig bøger udi deris boglade, at de daa dennom strax afskaffer och ingen selger eller afhender til nogen, och i alfvorligen holder her ofver, saa frampt i sielf icke ville stande os derforre til rette.

Christianus IV.